136 var til start, der årets Fjendsløb – nr. 41 i rækken – blev afviklet tirsdag aften i det gode vejr. Det er lige akkurat en forbedring på to deltagere i forhold til 2023, hvor 134 var til start. Det blev igen et velafviklet løb med tilfredse deltagere og arrangører, men at deltagerantallet er stabilt skyldes kun, at Damgaard Fysioterapi og Træning igen stillede med et stort hold, denne gang 81, hvor de fleste gik den korte rute på 4,1 km.
I 2023 afskaffedes resultatlister, men det holdes stadig øje med de hurtigste løbere på de tre ruter, så Fjendsløbets “Hall of fame” holdes ajour. Her er løbets hurtigste registreret siden starten i 1983.
På den korte rute 4,1 km var lokale William Timmermann hurtigste mand i tiden 18.30, mens 10-årige Pernille Yde fra Hald var hurtigst hos kvinderne.
På 7,6 km var Ulrich Thomsen fra Skive AM hurtigst i tiden 40.32, mens lokale Malene Lassen var hurtigst hos kvinderne med 48.10.
Endelig gentog Jannik Henriksen fra Fjendsfræserne sejren fra 2023 på den lange rute i tiden 45.10, lidt langsommere end sidste, mens Fjendsløbs debutant Vibeke Thomsen var hurtigste kvinde på 10,8 km i tiden 1.00.04. Hun ærgrede sig dog lidt over, at hun ikke lige kom under en time.